Min snegl er flyttet hjemmefra
I går var det 3 uger siden jeg fandt vinbjergsneglen, som havde fået slået et stykke af sit sneglehus. Jeg tog den i pleje og sørgede for, at den hele tiden havde fugtige omgivelser og forskellige ting den kunne spise. De første to uger spiste den ingenting, men jeg kunne se dag for dag, at den begyndte at danne først en hinde henover hullet i huset – og senere blev det til en tynd hvid skal.
For 3 dage siden begyndte den at blive lidt mere livlig. Den kravlede rundt i kassen, og det var som om den begyndte at interessere sig for salatblade og andre lækkerier. Dagen efter var det ret tydeligt, at den havde haft ædegilde. For første gang, siden jeg fandt den, kom der noget ud i den anden ende. Den var helt fyldt med grønne ekskrementer bagi.
I går eftermiddags var den pludselig ikke i kassen mere, og efter lidt tids søgning fandt vi den i et bed op ad terrassen.
Jeg er sikker på, at den kan klare sig selv nu – og jeg tror, at det var godt for den, at få 3 ugers rekreation hos mig. Jeg synes, at det er en lykkelig slutning på historien – selvom jeg næsten savner den 🙂